Epidemiologi

Den epidemiologiske undersøgelse i fem byer i stor skala, der blev gennemført af den amerikanske regerings National Institute of Mental Health (NIMH-ECA-undersøgelsen, 1982-1984), gav 1-årige prævalensestimater på 0,8-2,2 % i de fem byer, med et gennemsnit på 1,6 ± 0,2 % (S.E.). Livstidsprævalensskøn (eksklusive personer med co-morbid major depression, skizofreni eller organisk hjernesyndrom) var 1,7 ± 0,1 % (S.E.). Disse estimater kan være høje, da begge undersøgelser anvendte uddannede læginterviewer til at administrere et struktureret diagnostisk interview. Undersøgelser, der involverer psykiatere, har rapporteret lavere prævalensrater.

De to største epidemiologiske undersøgelser af Karno et al. i 1988 og Weissman et al. i 1994 anvendte uddannede lægmandsinterviewere til at administrere et struktureret diagnostisk interview. De fandt, at OCD-prævalensraten efter et år varierede fra 0,8 % til 2,3 % (gennemsnit = 1,6 %). Der er blevet sat spørgsmålstegn ved pålideligheden og validiteten af disse tal af flere forskere. En ny analyse af Karno et al.’s data viste, at mindre end 20 % af OCD-tilfældene opfyldte de diagnostiske kriterier, da de blev geninterviewet af lægmandsinterviewere et år senere. Da Weissman et al. anvendte de samme metoder, er disse resultater formentlig påvirket på samme måde.

Stein et al. udformede i 1997 en prævalensundersøgelse i et samfund for at overvinde de problemer, der er forbundet med at anvende læginterviewere. Personer, der ved hjælp af strukturerede lægmandsinterviews blev identificeret som sandsynlige tilfælde af OCD eller af subklinisk OCD, blev geninterviewet med strukturerede instrumenter af en meget erfaren forskningssygeplejerske. Sygeplejersken gennemgik sine resultater med den ledende forsker, som tildelte alle diagnoser, og søgte yderligere oplysninger, når hun blev instrueret herom. Kun 24 % af de personer, der blev identificeret som sandsynlige OCD-tilfælde, fik tildelt en forskningsdiagnose af OCD. Den resulterende vægtede enmåneders prævalens for DSM-IV OCD for hele stikprøven var 0,6 % (95 % konfidensinterval = 0,3 % – 0,8 %). Da forsøgspersoner, der ikke rapporterede nogen obsessioner eller tvangstanker til lægmandsinterviewerne, ikke blev geninterviewet, kan nogle OCD-tilfælde være blevet overset, hvilket resulterer i en undervurdering af den sande prævalens.

I 1998 undersøgte Koran, Leventhal, Fireman og Jocobson (upublicerede data) prævalensraten for klinisk anerkendt OCD i en stor forudbetalt sundhedsordning, Kaiser Northern California Health Plan, som har mere end 1,8 millioner medlemmer. Journalgennemgang af alle tilfælde med en OCD-diagnose i planens edb-database gav en etårig behandlet prævalensrate på 0,095 % hos voksne på 18 år eller derover. Dette er mindre end de 10% af Karno et al. og Weissman et al.’s rapporterede satser og kun 15% af den mere konservative sats rapporteret af Stein et al..

De OCD-prævalensrater, der er rapporteret i undersøgelser i lokalsamfundet og i primærplejen, overstiger langt den klinisk anerkendte prævalensrate i Kaiser-databasen. På trods af mulige årsager til undervurdering i denne database og til overvurdering af klinisk signifikant OCD i tidligere undersøgelser tyder forskellen på, at mange Kaiser-medlemmer med klinisk signifikant OCD går ubehandlet hen. Andelen af ubehandlede personer blandt dem med andre former for sygesikring er ukendt, men i betragtning af den tidligere nævnte forsinkelse med at søge behandling er det rimeligt at formode, at den er lige så stor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.